LOGIN

Please login

E-mail
Password

Create user
Forgot password
INFERNAL!
Lina Rafn and Paw Lagermann
Hvem er Infernal?

Gruppen består i dag af undertegnede (Lina Rafn) og Paw Lagermann. Oprindeligt var Søren Haahr også med i Infernal, men han valgte at gå ud af gruppen efter succesen med debutalbummet "Infernal Affairs".

Først og fremmest består Infernal altså i dag os to, Paw og mig, som sammen står for skrivning af tekst, melodi, musik, produktion, fremførelse samt overordnet idéudvikling på alt visuelt materiale (hjemmeside, videoer, billeder osv.).

I Infernal er der ingen folk "bag kulisserne", som i virkeligheden "laver det hele". De, der ses på scenen, laver interviews og fremtræder på billeder og i bandets videoer, ER bandet og ophavsmænd til tekst, musik og melodier. Fra tid til anden benytter vi os af co-writers og co-producers - i enkelte tilfælde som ved coverversioner er vi selvsagt ikke ophavsmænd til tekst og melodi, men kun til musik og produktion.

Af tilbagevendende sparringspartnere kan nævnes: Adam Powers, der har været med til at skrive bl.a. numrene "Sunrise", "From Paris to Berlin", "Keen on Disco", "I Won't be Crying". Desuden har vi arbejdet sammen med gruppen E.T.A. (co-writing og -produktion på "Voodoo Cowboy"), produceren De La Ray (co-produktion på bl.a. "Sunrise"), rapperen Al Agami (tekst og vokal på "l'Amour est Enterdit"), sangskriver og sangerinde Michelle Djarling (co-writer på bl.a. "You Recieve Me"), sanger og sangskriver Moses Malone (co-writer på bl.a. "Ten Miles"), Nicole Stokholm (co-writer på "Ten Miles"), Morgan Jalsing (co-writer på "Ten Miles"), DJ og producer Jesper Green (co-producer på bl.a. "Cheap Trick Kinda' Girl"), John Rock a.k.a. Jon Nørgaard (co-writer og vokalist på "Ultimate Control"), DJ og producer Søren Haahr a.k.a. Red$tar (co-writer og -producer på hele debutalbummet "Infernal Affairs" samt den efterfølgende "Remixed Affairs", og co-producer samt vokalist på bl.a. "Banjo Thing").

Desuden benytter Infernal sig af en lang række studiemusikere, heriblandt kan nævnes: Anders Øhrstrøm (co-production, additional keyboards og backing vocals) Thomas Holmen (trommer), Peter Düring (trommer, percussion og guitar), Oriental Mood (percussion og vokal), Jimmy Dee (guitar og bas), Lars Danielsson (bas), Michelle Djarling (backing vocals), Anne Rani (backing vocals), Hannibal Gustavsson (guitar og bas), Anders Heiberg (guitar), Lelo Nika (harmonika), Ole Kibsgaard (banjo), Theis Andersen (backing vocals), Brian Risberg Clausen (backing vocals), Kawkab Hamza (lead vokal) m.fl..

Infernal er dog mere end bare musikken. På den mere forretningsorienterede front bliver Paw og jeg suppleret af Michael Guldhammer på pladeselskabssiden. Han har siden 2004 været katalysator for vores store gennembrud i udlandet samt massive comeback i det brede mediebillede herhjemme. Bookingen klares i DK gennem KAIKA Music. De nøjagtige spillesteder og -datoer findes her på www.infernal.dk.  

Det var oplagt, at der måtte sækkepiber til. Vi fandt nogle på De Gule Sider - fra the Heather Pipes and Drums.
Begyndelsen


Paw Lagermann, jeg selv (Lina Rafn) og Søren Haahr startede Infernal i slutningen af 1997 efter at Paw og jeg sammen med to tidligere partnere, Kristian Paulsen og Nicolai Villum Jensen havde lavet musik under navnet Bordeaux. Med dette optrådte vi som "husorkester" på det daværende Diskotek IN i København. Søren Haahr var DJ og eventkoordinator og satte Bordeaux til at optræde til diverse temaaftener på klubben. En af disse aftener, var en skotsk aften. Det var noget med tilbud på whiskey i baren, personalet i kilt og videre i den dur. Vores opgave var at bikse et nummer og et show sammen, som passede til temaet, og så underholde i ca. ti minutter med det. Bare som en lille event, der understregede aftenens tema.

Det var oplagt, at der måtte sækkepiber til. Vi fandt nogle på De Gule Sider - fra the Heather Pipes and Drums. Showet blev så stor en succes, at nummeret efterfølgende blev indspillet og udgivet som single med titlen "Sorti de l'Enfer". Kristian Paulsen og Nicolai Villum Jensen forlod projektet inden udgivelse for at fokusere på deres Big Beat projekt, Miami, og Søren Haahr blev fast bandmedlem. Denne konstellation kom så til at hedde Infernal - inspireret af klubben, hvor det hele begyndte; IN.

Singlen blev udgivet på Kenneth Bagers pladeselskab, Flex Records og solgte knap 20.000 eksemplarer i løbet af det følgende halve år. Efterfølgende udgav vi vores 2. single, Highland Fling, opkaldt efter en skotsk folkedans. Ingredienserne var igen dansevenlige beats, en pumpende off-beat-bas krydret med sækkepibe på toppen. Modsat den foregående single, der kun havde små brudstykker af "talt" vokal, var der på Highland Fling et sunget omkvæd. Omkvædet bestod af to linjer. Først blev den ene sunget, så den anden, så den første igen og til sidst dem begge samtidig. Det var min debut som studiesangerinde og hvis jeg skal være ærlig, tog det en dag per linje at indspille! Også denne single gjorde sig godt og solgte knap 10.000 eksemplarer og betød at vi nu fik en pladekontrakt på udgivelse af et helt album. Under tilblivelsen af vores debutalbum udgav vi endnu en forløber for debutalbummet - "Kalinka". Oprindeligt planlagde vi at lave en cover-version af et gammelt technonummer, "Russian Key", men da det ikke lykkedes os at finde dette nummer som opera, valgte de at lave "Kalinka" – det giver måske ikke helt mening, men vi mente, at hvis vi ikke havde noget nyt og unikt at tilføje et gammelt nummer, skulle vi holde os fra at røre ved det. Derfor blev vi enige om, at opera måtte der til! Som nævnt kunne vi ikke finde Russian Key, men vi fandt en med Kalinka, leveret af the Russian Army Chorus and Band. Heldigvis på en udgivelse under EMI, som ejede Flex, der udgav os, og dermed var vejen banet for, at vi fik lov at sample en operabid fra denne indspilning. Vi lagde biden ind som en del af vores techno-danceudgave af "Kalinka", og nummeret blev vores hidtil største succes. Den gik direkte nummer et på den officielle danske single-salgsliste og solgte platin - 10.000 eks. - på ganske få uger. I skrivende stund har den single ligesom Sorti de l'Enfer næsten solgt 20.000 eks. – og her taler vi fysiske maxi-single cd’er. Det er før downloadingens tidsalder...

Den sidste forløber for debutalbummet blev nummeret "Voodoo Cowboy", som blev produceret i samarbejde med gruppen ETA. Stilen var anderledes end vores tre øvrige singler - den "steady" stortromme var byttet ud med støvede, skramlende breakbeats og basgangen var blues-inspireret og mere dynamisk end vi tidligere havde brugt det. Nummeret blev vores adgangsbillet til massiv rotation på P3 - for første gang i vores karriere. Vi lavede også en mere ”almindelig” dance-agtig version af nummeret, som The Voice spillede en hel del og med til historien hører det, at netop dette nummer i den traditionelle 90’er-dance-version var med i helt fra starten i vores live-show. Det var faktisk en af de allerførste demoer, der blev til under Infernal-navnet. Desuden resulterede nummeret i, at vi modtog en Grammy (jo, det hed det skam dengang) for Årets Danske Up-front Udgivelse.

Få uger efter udgivelsen af "Voodoo Cowboy" ramte debutalbummet "Infernal Affairs" butikkerne - og salget gik over al forventning. Oprindelig var der budgetteret med, at pladen skulle sælge mellem 10 og 15 tusind eksemplarer. På tre måneder havde albummet solgt 50.000 eks. (platin), og i flere markedsundersøgelser, viste vi os at være markant det populæreste band i aldersgruppen 12-18 år. Sejt.

Som sidste single fra "Infernal Affairs"-pladen kom singlen "Your Crown". Den oprindelige demo kom fra et tysk projekt, der aldrig blev til noget, men de nåede at få skrevet en sang af den navnkundige sangskriver Nozie Katzman ("Mr. Vain" m.fl.). Nummeret blev via Kenneth Bager præsenteret for Søren, Paw og mig, og eftersom vi ikke tænkte på os selv som sangskrivere, var vi helt klar på at forsøge os med en ”rigtig sang” og takkede ja til at indspille og reproducere nummeret. Desværre viste arbejdet med det nummer klokkeklart, hvor vi var begrænsede i vores kompetencer på det tidspunkt. Vi oplevede faktisk hurtigt det nummer som den absolutte fallit-erklæring. Det var ikke skrevet af os, jeg var på det tidspunkt ikke dygtig nok til at synge det, og vi var åbenbart ikke dygtige nok til at producere det, så det endte med slet ikke at være vores nummer, følte vi. Den færdige produktion og det endelige mix, kom ikke fra vores studie og mixer, men fra producer Michael Pfundheller, og at nummeret var featuring Xenia, som vokalist. Indtil da havde vi altid lavet alt selv. Vores frustration og utilfredshed til trods, gav det os vores hidtil højeste placering på den danske airplay chart - #2.
I alt solgte "Infernal Affairs" omkring 80.000 eks. i Danmark og er stadig vores største salgsucces herhjemme.
 

Musikalsk set betød al vores vaklen, at "Waiting for Daylight" blev en noget blandet affære.
Den svære to'er

Efter utallige koncerter, fem massive hit-singler og et hav af interviews var to år fløjet af sted. Især Paw, men også jeg har store huller i hukommelsen fra netop denne periode, fordi det var så hektisk, uventet og intenst.

For at købe lidt tid, valgte vi i samråd med pladeselskabet at udsende pladen "Remixed Affairs" med en blanding af populære remix’, et par nye numre, to live-optagelser og et megamix. Vi gik dog omgående i gang med at skrive på den næste plade, da vi havde afsluttet arbejdet med "Remixed Affairs".

Fordi så mange lignende acts havde set dagens lys i kølvandet på vores succes, insisterede vi på at gå nye veje. Vi nedtonede de meget markante gimmicks som sækkepibe, kosak og mundharpe og prøvede at fokusere mere på holdbare produktioner, sangskrivning og mere subtile "kendetegn". Vi følte os samtidig pressede til at vende poppen ryggen og søge ned i undergrunden.

Denne drejning førte os sammen med den tyske tranceproducer De La Ray, som vi lavede flere af numrene til andet album "Waiting for Daylight" sammen med - heriblandt første single fra dette album, Serengeti. Nummeret var i sin originale version minimalistisk, tungt og præget af en hidsig, de-tunet synth, der steg og faldt i intensitet. Eneste "gimmick" på nummeret, var et langt break i midten af nummeret, hvor vores nyfundne afrikanske sanger, Moses Malone, sang på swahili. Netop dette break faldt ikke i de tyske DJ's smag og kostede os desværre en single-release i Tyskland, men samtidig blev dette det første nummer, der blev spillet af flere prominente engelske DJ's. Heriblandt Paul Oakenfold, som havde nummeret på sin play-liste igennem en længere periode. I Danmark virkede nummeret overhovedet ikke, og DJ's såvel som fans forstod ikke et muk af vores nye, aggressive, "seriøse" lyd.

Vi besluttede at lave en mere radiovenlig og kommerciel udgave af nummeret og tilføjede mere let fordøjelige synth-temaer og tonede det lange break og den hidsige lyd ned. Dog uden effekt. Danmarks Radios P3 valgte som de eneste at sætte nummeret i massiv rotation, men lige lidt hjalp det. Singlesalget var til at overse, og vi var kommet rigtig skidt fra start på andet album.
Denne forvirring om, hvilken retning vi skulle vælge, forplantede sig til alt omkring os og kom til at præge den kommende plade på alle områder - både musikalsk og visuelt, og ikke mindst prægede det os tre bandmedlemmer i så høj en grad, at Søren Haahr langsomt trak sig mere og mere ud af bandets aktiviteter. Inden pladen blev endeligt færdig, blev Søren, Paw og jeg enige om, at han lige så godt kunne koncentrere sig fuldstændig om at leje tourbusser ud, lave lyd og på anden måde fungere bag kulisserne - hvilket han hele tiden havde gjort sideløbende med Infernal - og så lade Paw og jeg om at lave og være Infernal. Samarbejdet fortsatte i den forstand, at Sørens firma fortsatte med at køre og lave tourproduktioner for Infernal helt frem til 2004, da Søren solgte sit firma videre. I en længere periode var han endda fast lydmand for os.

Musikalsk set betød al vores vaklen, at "Waiting for Daylight" blev en noget blandet affære. Dels var der langt flere stille numre på pladen i forhold til den foregående, dels var produktionerne mindre letfordøjelige. Lydvalg og arrangementer krævede mere af lytteren og havde ikke den glade, umiddelbare charme som "Infernal Affairs" var fuld af. På mange måder var det naive, ligefremme udtryk væk og erstattet af en tydelig frustration og aggression. Vi lod det ubevidst skinne tydeligere igennem, at vi nærer en stor kærlighed til og respekt for det klub-miljø, der som udgangspunkt inspirerede os til at lave musik. Tilgangen til denne lyd var blot ikke længere let og ubekymret, men mere et oprigtigt forsøg på at passe ind på de mere "credible" gulve. – Og det er ALTID en fejl at forsøge at passe ind og behage andre end sig selv i en kreativ proces.
 

Til gengæld fuldføres projektet vel egentlig i et nummer som "Muzaik", hvor vi insisterer på en klubbet produktion og et langt, opbyggende arrangement...

Måske var missionen lykkedes, hvis vi havde vovet at tage skridtet fuldt ud, men pladen viser tydeligt, at vi var alt for selvbevidste til at kaste alt over bord og holde stilen. Pladens udtryk udvandes af vores tydelige forsøg på at "tage hensyn" til det, som var. Numre som "Serengeti" og "Electric Midnight" holder kompromisløsheden, imens f.eks. et nummer som "Sunrise" i første omgang bliver et forsøg på at fusionere "gimmicks" (valget af at benytte et guitarriff fra Dizzy Mizz Lizzy-nummeret "Silverflame" som tema) og en credible, klubbet produktion. Og her lykkes det ikke. Til gengæld fuldføres projektet vel egentlig i et nummer som "Muzaik", hvor vi insisterer på en klubbet produktion og et langt, opbyggende arrangement, imens vi også lader lidt humoristisk sans skinne igennem med brugen af indisk bol. Bol er en disciplin, som kræves af alle spirende tabla-spillere i Indien; når man mestrer trommens lyde med munden, kan man begynde at mestre dem på tablas'ne. Nummeret indtjente os en Danish Music Award for bedste danske klub-hit.

"Living Under Water" er pladens absolut største afstikker. Det er det første nummer fra os, hvor jeg så småt begynder at lyde som den vokalist, jeg vel langsomt er ved at springe ud som, men produktionen er markant "lysere" end resten af pladen og passer ligesom ikke ind. Flere af chill out-numrene blev til gengæld compileret af prominente folk og nød stor respekt i netop de kredse, men jeg vil skyde på, at vores musikalske historik i Danmark prægede modtagelsen af de ellers velfungerende eksempler på hvad vi OGSÅ kan, og anerkendelsen var til at overse. Den oprindelige fan-base svandt ind og ikke mange nye var tilbøjelige til at hoppe med på vognen, om end numre som "Adeel" og "Mizkett" fortsat er nogle af de numre, vi er allermest stolte af.

Et slukøret og mismodigt Infernal spillede fortsat koncerter og klubjob for fulde huse, men vi begyndte at søge mere og mere tilflugt i vores studie, hvor vi fokuserede energien i at skrive og producere for andre. Bl.a. blev vi tilbudt at skrive musik til anden sæson af Big Brother. Vi tog imod opgaven og leverede en sang, der blev valgt som titelmelodien til Big Brother Live. "You Receive Me". Det var Paws og mit indtryk, at nummeret var plat og poppet og klichépræget - et udtryk vi jo nok mente, vi havde ofret meget for at bevæge os væk fra – og vi ville derfor ikke have det som et Infernal-nummer, men finde en sangerinde, som kunne få det som startskud på en ny karriere. Efter lange samtaler med det daværende pladeselskab blev vi nu alligevel overtalt til at udgive nummeret under Infernal-navnet. Til gengæld fik vi lov at revidere og genudgive hele "Waiting for Daylight"-pladen og udgive den med de versioner, som vi selv følte fungerede + et par tilføjelser.

Det blev til albummet, som fik titlen "Muzaik" og dette er på mange måder en glimrende dancepop-plade. Alt undergrundssnobberi er væk, og man fornemmer en glæde ved musikken, som ikke minder om den gakkede "Infernal Affairs", men som langt fra er så tung som "Waiting for Daylight". Alle numre på nær "Mizkett" er kortet ned til kommercielt fordøjelig længde og lydvalg, og temaspil er væsentlig mere udadvendte og opløftende. Desuden gav vi for alvor plads til min vokal f.eks. på "Kiss the Sky" og det glimt vi nu engang elsker at have i øjet, får lov at skinne igennem som f.eks. på nummeret "Let Me Hear You Say Yeah!".

Alt i alt var det nok den plade, der skulle have været ude umiddelbart efter debutpladen, hvis succesen skulle have indfundet sig på toeren, som den gjorde det på etteren, men hvis man holder sig for øje, at både Paw og jeg ofte refererer til "Infernal Affairs" som "Sørens plade", så giver den efterfølgende stilforvirring ganske god mening.  

Efter en væsentlig afmatning i interessen for elektronisk popmusik i det danske mediebillede, var vi halvt om halvt gået i stå, og der var tvivl om, hvorvidt der skulle ske mere med Infernal...
3.plade - "From Paris to Berlin

Efter en væsentlig afmatning i interessen for elektronisk popmusik i det danske mediebillede, var vi halvt om halvt gået i stå, og der var tvivl om, hvorvidt der skulle ske mere med Infernal, eller om Paw og jeg ”bare” skulle fortsætte som producere, sangskrivere og på anden måde fokusere på arbejdet bag kulisserne.

En dagligdag, der bød på at møde ind i studiet ved formiddagstid, lave musik hele dagen kun afbrudt af evt. praktiske opgaver som opdatering af hjemmeside, forberedelse af koncerter o.l. og gå hjem ved aftentid, havde været fast rutine for os siden Infernal-begyndelsen i slutningen af 90'erne, og ingen af os kan forestille sig en anden hverdag. I vort voksne liv har vi ikke kendt til andet. Vi har ingen uddannelse og har ikke noget ”at falde tilbage på”. Vi kan allerhøjst skelne imellem at lave musik til os selv og musik til andre i den tid, vi bruger i studiet.

Modvinden havde været strid siden første album, og et helt album nåede at blive skrevet og produceret til en ekstern sangerinde, som aldrig blev udgivet. Desuden lavede vi musik til så forskellige artister og projekter som Bent Fabric, Sanne Salomonsen og MGP Junior - alt imens vi fra tid til anden lavede numre, vi ikke rigtig kunne eller ville placere hos nogen eller noget. Numre, der skulle vise sig at blive materiale til tredje studie-album.
Det blev Infernals medstifter og tidligere medlem - og vores gode ven - Søren Haahr, der fik sat skub i tingene. Ikke fordi det var hans intention, men fordi han savnede selv at være med til at lave musik. En aften gik han i studiet med Paw, og de to lavede en coverversion af den gamle Swamp Thing - de kaldte den Banjo Thing, fik Søren i sangboksen og råbe lidt og lavede et nummer helt efter den oprindelige Infernal-opskrift. Det var tiltænkt at være startskuddet på en evt. solokarriere for Søren - under navnet Red$tar.

Dengang var vi stadig tilknyttet pladeselskabet EMI og vores klub-promotor og kreative sparringspartner Jesper Green mente at nummeret var det helt rigtige nummer at udgive under Infernal-navnet.

Han fik med lidt overtalelse alle parter med på idéen og nummeret udkom som Infernal feat. Red$tar "Banjo Thing" i efteråret 2003.

Nummeret betød endnu en stilforvirringskrise i Infernal-lejren. Vi var på det tidspunkt på vej mod en lyd præget af vokal over disco og 80'er-inspirerede produktioner. Numre som "Dressed in Blue" og "Keen on Disco" er bl.a. fra denne periode.
 

Pladen ”From Paris to Berlin” en noget sammensat affære, men afspejler i høj grad, hvad og hvem vi er som artist(er).

For de interesserede, var processen ca. sådan:

Vi var ikke klar over, hvad retning vi skulle gå i, og derfor har vi været fra den ene yderlighed til den anden. Vi har været ved at lukke bandet. Vi har troet, at vi skulle lave en electro-80’er-plade, vi har overvejet at lave pladen som ren senhalvfemser-banke-banke-euro-røvballe-dance, vi har arbejdet med ren pop og vi har tæsket rundt i noget tungt, clubbing-agtigt undergrundshalløj – for slet ikke at nævne vores chill out periode…

I lang tid var vi overbeviste om, at vi var nødt til at vælge én retning, og da vi er meget alsidige i vores musikalske smag og dermed også er det i vores kreative udtryk, så er det nærmest ulideligt, at man ikke bare kan lave en lagkagerevy af en plade, der blander det bedste fra det hele.

En dag påstod en af vore nærmeste kunstneriske rådgivere, at det kunne vi da (næsten) også godt, og så var vi ikke sene til at hoppe med på idéen.

Derfor er pladen ”From Paris to Berlin” en noget sammensat affære, men afspejler i høj grad, hvad og hvem vi er som artist(er).

Det ældste nummer på pladen, er faktisk tilbage fra januar 2002. En tid, hvor vi rodede en del med chill out. Det nedtonede lydbillede harmonerede godt med vores lidt ”blå” humør og en branche, der i udpræget grad begyndte af vånde sig under nedadgående salg og dermed færre penge til produktioner, promotion osv. Alle beklagede sig, og vi havde nærmest mistet troen på, at vi kunne skabe kommerciel musik med bred appel (igen).

Derfor kastede vi os over at lave opfølgere til de chill out numre, der havde vist sig at fungere ok fra den seneste plade (”Waiting for Daylight” samt genudgivelsen med nye numre og bedre versioner af de gamle; ”Muzaik”).

Vi havde fået afsat stort set alle vore stille numre til forskellige anerkendte compilations rundt omkring i verden (bl.a. Claude Challes ”Sun” og Ravins ”Siddharta”), og vi manglede i den grad nogle succesoplevelser, så det var på med chill out-vanten...

I denne ånd skrev og producerede vi ”Sunday Morning March”. Den var bare tænkt som et lille intermezzo, og netop fordi vi ikke tænkte så meget, så legede vi bare lidt med det.
Vi sendte vores kammerat (og Kgl. Konservatorie-uddannede percussionist/trommeslager) ind i sangboksen med en tussegammel, småslatten lilletromme og bad ham daske lidt på den, så man fik fornemmelsen af en karavane af mennesker, der defilerer forbi en gråvejrs formiddag i en mellemstor by i det nordlige England. Det var i hvert fald mit billede inde i hovedet. At det så ikke altid er det, der komme ud af det i andres sind, det må så få være.

Paws billede af dette nummer, er nemlig et ganske andet. I hans verden hedder nummeret Sunday Morning March fordi det er en solbeskinnet søndag i DK med ”Far til Fire”-stemning og folk der trasker efter morgenbrød i deres idylliske villakvarter.

Og sådan er vi jo så forskellige…
 

Anyway… For at krydre nummeret yderligere fandt vi en trompet-lyd, som vi spillede lidt med, og så kunne vi ikke rigtig komme videre med dét, syntes vi.

Ikke før vi valgte netop dette lille intermezzo til at runde vores plade af, hvorfor vi valgte at spendere lidt gryn på en RIGTIG trompetist, men det skete faktisk først langt senere i processen…

Næsten samtidig med denne lille chill-sag blev til, skrev vi ” Dressed in Blue”. Det var som nævnt i en tid, hvor vi vitterlig overvejede ALDRIG at røre ved Infernal igen. Der havde været megen tumult både indadtil og udadtil – altså både personligt og praktisk.

Når vi på det tidspunkt skrev og producerede, så blev det ofte noget andet, end det vi regnede med (eller håbede på), og vi var ikke gode til bare ”at lade kreativiteten flyde”. Vi følte, at processen burde bære præg af at løse en bunden opgave(!). Ikke at ryste posen og se hvad der måtte dumpe ud.

I dag er vi en del klogere på den kreative proces, men man lærer jo også så længe man lever, siges det...

Indledningsvis var ”Dressed in Blue” tiltænkt at være et nummer til en ny artist vi syslede med, så vi selv kunne gemme os bag et andet ansigt, ifald det gik ad h****** til. Vi forelskede os dog i vores egen fortolkning og i den frækkert-agtige diskostemning, nummeret i sin helhed fik. I vores inderste og mest ubevidste kunne vi lide den, som den var, så meget at vi lagde den i en ”skuffe”, så der ikke kunne komme nogen og ødelægge vores lille darling ved at fortolke den anderledes.

Den endte med andre ord i en mappe på computeren, der hed: ”Demo”.

Næste nummer, der kom i denne mappe (som vi endnu ikke havde mod til at kalde Infernal-demo), var ”I Took a Ride (Fairytale)”. Det startede med, at både Paw og jeg havde forelsket os i en ganske bestemt sound. Den var karakteristisk for et par house-dance-ting, som dominerede i slutningen af 2002, og vi var begge ret oppe over instrumentaldemoen, der så dagens lys i december 2002. Det var mere house-agtigt, end vores ting hidtil havde været, og vi blev hurtigt enige om, at der skulle en rigtig fed sang på, for at det skulle kunne leve op til den super seje produktion. Og så gik vi som sædvanlig i stå, for hvad nu hvis vi skrev en dårlig sang?!

Så lå den ellers og gloede i demo-mappen i de næste tre måneder.

Det var i denne periode, vi begyndte at få smag for den disko/electro inspirerede dance, og vi fik derfor lavet et pænt antal demoer, som vi faktisk gjorde mere eller mindre færdige. Ud af disse er det dog kun ”I Took a Ride (Fairytale)” og noget af det instrumentale grundlag for ”Keen on Disco”, der rent faktisk overlevede helt frem til den færdige plade. Men jeg glemmer noget. I denne periode blev det hele nemlig vendt på hovedet af nummeret ”Banjo Thing”.

Oprindelig var Banjo Thing en idé af Red$tar, som er forblevet et relativt ubeskrevet blad siden ”Banjo Thing”. Søren Haahr havde været ude af det med at producere musik siden Infernals første album, men han havde og har altid haft temmelig mange ideer til, hvad han godt kunne tænke sig at lave i et studie – i fald han kunne kende forskel på dur og mol. Men det kan han ikke. Derfor må han som regel lokke Paw og fra tid til anden undertegnede til at hjælpe ham med selve den musikalske side af sagen. 

Omkring klokken tre-fire stykker om morgenen tog Paw og Søren i lettere beruset tilstand en taxa ind til det, der dengang stadig hed diskotek IN, i det indre København for at teste tracket.

En lørdag i marts ’03 lykkedes det ham at overtale Paw, og de to satte sig i studiet, væbnet til tænderne med vodka, og kastede sig ud i en fest af en produktion.

Søren ønskede brændende at få lavet en cover af den gamle The Grid-sag ”Swamp Thing” med sin egen skønne røst på. Og dét fik han.

Som Paw fortæller det, så lykkedes det faktisk Søren at blive så stiv, at han faldt i søvn midt imens Paw sad og mixede for fuld volume! Og for mig, der kender Paw og ved hvor døv han er, så siger det vitterlig ikke så lidt, at Søren kunne snue ved dette mildest talt groteske lydtryk.

Omkring klokken tre-fire stykker om morgenen tog Paw og Søren i lettere beruset tilstand en taxa ind til det, der dengang stadig hed diskotek IN, i det indre København for at teste tracket.
Nummeret pakkede gulvet på et splitsekund og drengene var glade.

Det var egentlig meningen, at det skulle være startskuddet til en lang og glorværdig karriere for artisten og multientertaineren Red$tar ( Søren Haahr ), men af en eller anden årsag, så lod alle parter sig overtale til, at nummeret kom ind under Infernal-hatten – men altså som en ”featuring Red$tar”.

Reelt set har undertegnede ikke haft fingrene i gryden, og derfor er det ikke et heeelt rigtigt Infernal-nummer, men der skal ikke herske tvivl om, at det lyder som en klassisk Infernal-produkiton, og derfor var (og er) vi alle enige om, at den hører hjemme på pladen.

Men det skabte unægtelig en del forvirring. Paw og jeg var netop blevet nogenlunde enige om, at vi godt kunne lide at dreje tingene over i en lidt disko-electro-agtig retning med masser af sang på, og for at sige det mildt, så harmonerede ”Banjo Thing” ikke just med denne opskrift.

Det var på dette stadie, at vi overvejede at lave en plade, der var helt i tråd med den første Infernal-plade. Vi var godt klar over, at det ville være et alvorligt kompromis i forhold til, hvad vi havde regnet med at gøre Infernal til, men vi tænkte, at hvis det var banke-banke-dance, folket ville have, så kunne vi vel godt levere… For vi kunne i hvert fald ikke se banjo og disko og det hele i en stor pærevælling.
Men det var der andre, der kunne.

Vores kunstneriske vejleder på pladeselskabet – eller som det hedder på rigtigt pladeselskabsdansk; vores A&R, Jesper Green , kunne sagtens se det hele fungere, hvis man blandede det sammen. Særligt jeg var skeptisk, men det var tydeligt for mig, at Paw blev noget slukøret ved tanken om, at vi var temmelig langt fra målet, hvis ikke vi kunne blande de genrer, som vores demoer repræsenterede, så jeg forholdt mig åben og krydsede fingre for, at de havde ret.

Derfor bagte vi rask videre med den oprindelige bolledej. Vi erkendte, at hverken Paw eller jeg kunne sparke os selv ud af sangskrivnings-præstationsagsten, så vi måtte hente hjælp udefra. Vi ringede til vores gode ven og sangskriver, Adam Powers , for at han kunne agere saltvandsindsprøjtning. Han havde før hjulpet os, da vi manglede input til et vers på nummeret ”Sunrise” fra ”Waiting for Daylight/Muzaik”-albummet.

Og det virkede. På en enkelt dag i marts ’03 fik vi skrevet vers, bro og et bud på et omkvæd til ”Keen on Disco”. Det fejrede vi med lidt hvidvin, og da jeg var gået hjem og Paw og Adam havde søbet videre tog fanden ved dem.

De fik lyst til at give et bud på en melodi til ”I Took a Ride (Fairytale)”, og Paw fik overtalt Adam til at smide en cue ind. (Altså det vil sige gå i sangboksen og synge en slags nødtørftig demovokal). Adam er genial til melodier – også i en brandert. Han er bare knap så vidunderlig, når det gælder tekst – særligt i en brandert.
Det var en super melodi, men det rene vrøvl.

Problemet er bare, at man forelsker sig i hans catchy vendinger, selvom de ikke hænger sammen, hvilket er årsagen til, at vi stadig i dag hænger på det meget u-Infernal’ske ord: Fairytale. Der er ingen tvivl om, at det er det ord, man har i hovedet efter at have hørt nummeret. Tingen er ligesom bare, at vi ikke kunne – og stadig ikke kan – tænke tanken, at vi skulle have et nummer på vores plade med SÅ lyserød en titel.
Derfor den lille parentes-løsning: ”I Took a Ride (Fairytale)”.

Vi havde heller ikke forventet, at det skulle være Adam, der sang den, men da en herre og en damestemme sjældent ligger en ren oktav forskudt (så begge parter synger den godt i samme toneart), men derimod ofte ligger ca. en halv oktav forskudt, så lå melodien lige til højrebenet for Adam, men helt skævt for mig.

Vi tænkte selvfølgelig fluks ”vi transponerer da bare lortet”, men tingen med elektroniske lyde og produktioner er blot, at de mister deres ”nerve” eller ”bid” – eller magi, om du vil – hvis man flytter dem til et andet frekvensområde (altså nogle toner op eller ned). Vi stod så med valget: Skal vi gå på kompromis med produktionen (energien og lydene), eller skal vi lade Lina synge hele lortet enten for dybt eller irriterende lyst?
Vi var ikke villige til nogen af delene, så vi endte med en tredje løsning: At lade Adam være feature på nummeret. Vi var så vilde med hans 80’er-agtige måde at synge det på, at det færdige nummer faktisk er meget, meget tæt på den oprindelige demo. Kun Adams vrøvletekst er skrevet om og indsunget med ord, der giver mening, og så har vi ladet mig synge det ene vers og en andenstemme, som lå mere naturligt for mit toneleje – sådan mest for at give det et strejf af Infernals ”stemme”, men igen forhaster jeg mig, for det var igen langt senere i processen. 

Nummeret er oprindeligt baseret på en del af trommesporet fra TV2s ”Vil Du Danse Med Mig?”

Først bør jeg vende tilbage til ”Keen on Disco”.

Nummeret er oprindeligt baseret på en del af trommesporet fra TV2s ”Vil Du Danse Med Mig?” Egentlig var det saxofonen fra remixet, vi var forelskede i, men det fungerede aldrig rigtigt, og derfor er den droppet på den endelige version.

Men som altid med os, så krævede det laaaaange overvejelser at tage den beslutning, og derfor er selve sangen skrevet til versionen med sax. Vi nåede endda ud i at prøve at indspille saxofonen igen, så det blev muligt at transponere nummeret, for den lå lige lavt nok for mig. Det var dog ikke muligt at genskabe den rigtige klang, og derfor måtte den i sidste ende dø til fordel for et synth tema.

Det måtte det første omkvæd, vi skrev også. Det var alt for kompliceret og ambitiøst og det var ikke så catchy, som vi ønskede.

Et par dage efter vores skriversession med Adam, nynnede Paw og jeg lidt frem og tilbage, og efter ganske få minutter havde vi det endelig omkvæd.

Og wow, hvor var vi vilde med titlen! Den var SÅ sigende for os (eller i hvert fald mig) på det tidspunkt.

Men mere fik vi ikke lov til at fordybe os i det lige på dét tidspunkt. For vi fik en bestillingsopgave, der lød på, at vi skulle skrive noget ”tungt og mørkt” til et engelsk act, der havde haft en ok clubsucces med et instrumentalnummer. Nu ville de se, hvad der kunne ske, hvis der kom sang på, og så endte deres track på vores bord.

Da nummeret jo allerede var færdigt, så hang vi på den toneart, de havde valgt, og derfor kan du høre mig synge temmelig dybt – i forhold til tonelejet på vores øvrige numre – på ”Deeper Still”. Det var en fed udfordring, og vi var selv yderst tilfredse med resultatet, men det engelske band valgte aldrig at udgive deres nummer med sang på, og dermed havde vi skrevet sangen ”forgæves”.

”Så bruger vi den da bare selv”, tænkte vi, og sådan blev det.
I april ´03 fik Jesper Green (vores A&R og klub promotor) den vanvittige – og temmelig ambitiøse ide – at lave en ny udgave af Jaydee’s ”Plastic Dreams”. Som vanligt, når Jesper er indblandet, så bliver det sjældent, som man regner med, så undervejs i processen tog tingene en drejning og Paw fixede et skævt lille harmonikariff ud af ærmet.

Dermed var grundstenen lagt til ”Cheap Trick Kinda’ Girl”.
Egentlig var det første bud en knap syv minutter lang club version, og det var ikke tænkt, at der skulle sang på. Jeg følte mig dog draget til at skråle på det, og da jeg bød ind med sætningen ”I’m a cheap trick kinda’ girl”, så var drengene ikke sene til at takke ja.

Derefter gik det slag i slag, og vi havde særligt en fest med at lade Paw indtale sit smækre Boney M-agtige stykke, samt brumme sit ”knowing it’s a sin”.
 

Vi var vældig tilfredse med nummerets energi, og Paw og jeg begyndte for første gang at se, at der kunne dannes en musikalsk bro imellem ”Banjo Thing” og diskonumrene.

Derfor var vi heller ikke helt så blege, da ”Careful With the Boys” kom på banen omkring juli 2003 i en uhyre tidlig udgave, hvor det endelige vers end ikke blev tænkt på, og det daværende vers var det, der i dag er endt som C-stykke.
Vi skrev det sammen med sangskriveren Michelle Djarling, (som vi tidligere havde arbejdet sammen med bl.a. omkring vores Big Brother nummer ”You Receive Me”).

Omkvædet til ”Careful…” dumpede nærmest ud af os, og det var så fedt, at vi gik totalt i stå. Pludselig gik der præstationsangst i den, og så blev dét ligesom lagt til side på ubestemt tid.

Hen på efteråret ’03 var der kommet skub i tingene, og vi blev enige om, at det ville være fedt med et nummer mere i stil med ”Banjo Thing”. Derfor hev vi en rigtig gammel Infernal ide op af posen; ”Hava Nagila” på techno-dance-manér.

Det tog ikke mange timer at banke den sammen, og vi var flade af grin over hvor klassisk og alligevel effektivt nummeret var, når det kom igennem ”technomaskinen”.

Alligevel syntes vi dog, at der skulle mere til.
Derfor samlede vi godt og vel 80 mennesker til at synge det, vi kalder ”øl-kor”. Vi ville have det til at lyde som et helt stadion af mennesker, og vi valgte derfor at indspille hele dynen ude på danseskolen Pejsegaarden i Husum.

Vi lånte lokalet en hel aften, og fik her folk til både at synge, trampe, klappe, råbe og skrige. Da vi klippede sekvenserne op tilstrækkelig mange gange og lagde dem alle oven på hinanden, så kom vi i alt op på et crowd med ca. 3000 stemmer.
SÅ lød det pludselig af noget.

Ydermere konstaterede vi hurtigt, at da ”Hava Nagila” er en jødisk hymne, så ville det jo være passende, at der kom noget hebraisk vokal på. Vi spurgte os for, og igennem en af mine veninder fandt vi Uri.
Uri er en ganske almindelig ung gut, som tilfældigvis kan hebraisk. Vi var ikke sikre på, om han havde stemmen og timingen og rytmesansen, men vi tænkte, at om ikke andet kunne vi vel redde det med effekter og klippe det op, så det kunne fungere.

Vores tvivl blev gjort grundigt til skamme.
Uri viste sig at være et naturtalent med eftertryk! Han hørte tracket igennem et par gange, vi sludrede kort om, at han bare skulle sige noget, der lagde op til fest og gang i den, og så hoppede han ellers i boksen. Han lavede et langt take, og skidtet sad lige i øjet. Han var 2 Unlimited’s Ray og DJ Aligators Al samlet i én person. Det var så perfekt og rigtigt, at vi næsten ikke kunne tro vores ører.

Vi kunne måske have ladet Paw lave den engelske version, da pladeselskabet opfordrede os til at lave en sprogligt alternativ version, men Uri var så rigtig, at da vi skulle til det, så ringede vi til ham igen.

Og endnu engang leverede han varen. Vi skrev teksten om til engelsk, men beholdt det hebraiske ord Balagan. Det betyder en blanding af fest og ballade, og vi syntes det passede rigtig godt til nummerets stemning. Og til Infernal.
Derfor er det også blevet titlen. 

. Vi røg hele tiden i totterne på hinanden. Flere dage endte vi med at gå hver til sit i irritation og vrede.

Da ”Balagan (Hava Nagila)” lå færdig trængte vi til at lave noget ganske andet en four on the floor og banke, banke derudaf. Derfor følte vi os rustede til igen at tage ”Careful With the Boys” frem. Den havde været lidt af en kæphest, men vi mandede os op og tænkte ”hvor svært kan det være at lave pop?”

Til at begynde med var det ret svært. Vi røg hele tiden i totterne på hinanden, Paw og jeg. Flere dage endte vi med at gå hver til sit i irritation og vrede. Men til sidst lykkedes det os at få skrevet et vers, som fungerede. Derfra begyndte vi at lege med produktionen. Vi tænkte, at nu måtte vi jo bare se, hvor det endte, og så gik det faktisk meget godt.

Vi begyndte at se bort fra, om det nu også passede ind i Infernals univers og særligt jeg begyndte for første gang at lytte med mit hjerte frem for med min hjerne.
Og mit hjerte var VILD med nummeret.

Paw forstod det aldrig helt, og det er vist stadig ikke just hans favorit på pladen, men vi er fælles om at dyrke de kreative detaljer i produktionen – effekterne på stemmen, beatet, der går af og på og understreger sangen frem for at køre sit eget løb, som det jo normalt gør i vores musik osv..

Da anden del af omkvædet kom til blev Paw endelig overbevist om, at det kunne hænge sammen og blive fedt, og efter en lang kamp havde vi lavet vores første ”rigtige” popnummer. Følte vi selv.

Færdiggørelsen af ”Careful…” gjorde også, at vi endelig fik taget os sammen til at tage fat på en gammel, gammel Adam Powers ting, som vi altid havde sagt, at vi ville lave. Nummeret ”From Paris to Berlin” blev i sin første udgave skrevet tilbage i 1999. Men som jeg tidligere har nævnt, så er Adams force melodi. Ikke tekst.

Jeg har ikke sagt for meget, hvis jeg tilføjer, at i ´99, var hans force heller ikke produktion. Men øret for melodier, det er ikke til at komme uden om.

Derfor var det ualmindeligt svært at komme væk fra demoen. Vi fik dog til sidst løsrevet os fra de mildest talt forældede synths, og da vi først fik hul på bylden, så gik det rimelig hurtigt.
Særligt morede vi os kongeligt med at lave de næsten Britney Spears-agtige breaks i versene.

Teksten blev skrevet om, så hovedtrækkene (f.eks. titlen) blev bibeholdt, men så teksten som helhed fik en sammenhæng og havde en pointe.

Det var ikke nogen nem opgave, men det lykkedes så både vi og Adam var og er rigtig glade for slutresultatet, som lå klar i november ’03, og som er den ”From Paris to Berlin”, du kan høre på pladen. 

Når jeg går så vidt, som til at løbe ind og skrige ”OPTAG DET” ind i hovedet på ham, så ved han, at han har skidt en lort af guld.

Resten af året gik med at spille klubber og diskoteker rundt omkring i DK, og derfor var det ikke før februar 2004, at der for alvor kom noget nyt på banen. Vi trængte til at groove lidt, og derfor kastede vi os ud i ”Bass Driven Music”.

Egentlig var selve bas- og trommesporet bare et ufærdigt groove, som vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre med.
Men så sad Paw en dag ved computeren og kiggede efter et par hovedtelefoner. Der var en lang liste af forskellige hovedtelefoner, og nedunder hver model, stod der lidt om, hvad særligt disse hørebøffer, var velegnede til.

Der var flere til rock og klassisk og jazz, men der var kun ét par, der var særligt gode til – og jeg citerer: ”Modern, bass driven music”. Vi behøvede kun at kigge på hinanden, så var den sætning adopteret.

Rytmikken bød os at tilføje ordet ”electronic”, for at det hang bedre sammen, og derfra var der ikke langt til, at vi fik det til at lyde mere som noget, der var samplet – og taget ud af en sammenhæng – fra et interview. Det gjorde vi ved at tilføje ”it’s like..” i starten, og så blev resultatet: ”It’s like… electronic, modern, bass driven music”. Derfra var det bare at hælde lidt flere elementer på og give produktionen lidt flere detaljer, så var den røv barberet… ”Bass Driven Music” var født.

I marts samme år havde bandet Musikk bedt os skrive noget til dem, hvor Jon Nørgaard – i denne sammenhæng kendt som John Rock – skulle lægge stemme til.

Han kom ud forbi, og der var ingen tvivl om, at han og vi svingede ganske fint. Vi fik hurtigt bikset en glad lille sommerbasker sammen helt i Musikks ånd (vi taler her om nummeret ”Summer Lovin’”), og da samarbejdet nu gik så fint, så besluttede vi, at det skulle være ham, der skulle lægge stemme til en fed, men ufærdig demo, vi havde i skuffen.

Egentlig var det bare noget, vi havde spillet ind da Paw tilfældigt sad og rodede med lyde, og jeg sad og besvarede mails. Men det er ofte sådan, at når han gør det, så kommer han forbi noget genialt. Han er ikke altid selv opmærksom på det, men han ved, at når der kommer glade tilråb inde fra sangboksen (hvor jeg sidder netop i skrivende stund), så er han på rette vej.
Når jeg går så vidt, som til at løbe ind og skrige ”OPTAG DET” ind i hovedet på ham, så ved han, at han har skidt en lort af guld.

Og det var netop, hvad der skete den dag. Så optog han det ind, vi tilføjede et par ting, og så fik den ellers lov at ligge der og glo. Indtil altså Jon… undskyld John Rock… kom forbi til en skriver/sangsession en eftermiddag i april.
Vi snakkede længe frem og tilbage om, hvad nummeret skulle handle om, og for at gøre en lang historie kort, så bevæger teksten sig omkring temaet ”hvor beskidt sex magter du at have med din kæreste? Og kan du leve lykkeligt med ham/hende uden at lukke op for denne pose?”.

Der kom vidt forskellige holdninger på banen imens vi skrev, men vi holdt os til, at sangen synges af en fyr, der ikke magter at have rowdy sex med den, han elsker. Han evner kun at gøre de rigtig vilde ting med piger, der ikke ”betyder alverden” for ham.

Derfor siger nummeret også at ”you gave your heart, you gave your soul, you gave me ultimate control – it’s not enough girl…”, for nej, for ham vil det aldrig blive nok. Hun kan ikke give ham det, som han skal finde i sig selv.

Nummeret blev sunget ind af to omgange, men begge gange var både Paw og jeg dybt imponerede over Jons (John Rocks) ualmindeligt modne og sexede måde at synge nummeret på. Hans stemme spænder overraskende vidt og fortolkningsevnen rækker langt ud over hans alder.
Knægten kan jo synge trusserne af en voksen kvinde! (Næsten).
 

Egentlig regnede vi på dette tidspunktet albummet for lukket – forstået på den måde, at nu skulle tingene bare gøres færdige, pudses af og sættes i rækkefølge, og så var den skid slået.

Men i denne tid skete der to store omvæltninger: Dels kom vi ud af vores managementkontrakt, efter at de mildest talt havde forsømt at passe deres opgaver og varetage vores interesser, dels blev vi enige med EMI (det pladeselskab vi var signet til), om at vi ikke skulle udgives under dem.

Begge dele er en længere historie, men jeg skal forsøge at holde mig til den musikalske side af sagen og blot forklare, at det forhalede udgivelsesprocessen noget, at vi selv skulle starte pladeselskab og finde nye sparringspartnere, der kunne varetage vores interesser.

Da det lykkedes os at finde de rette folk, så havde de naturligvis også lyst til at give deres besyv med på det kunstneriske område.

Et af inputs’ne var, at vi skulle lave en cover af det gamle Ultravox nummer ”Vienna”.

Paw var umiddelbart mere med på ideen, end jeg var, men vi tænkte, at vi jo altid kunne give det en chance.
Det viste sig, at det var sjovt at synge en rigtig 80’er sang, og da vi opgav at bruge andet fra originalen end vokalen, så gik det straks lettere med produktionen.

Vi endte med at gå en ganske trancet vej, og det var faktisk helt skægt at vende næsen mod en genre, vi ikke har bevæget os i længe.

Egentlig kunne jeg sætte mit punktum her, for det var alle numrene. Men det er det så alligevel ikke helt, for vi blev enige om, at vi ville have verdens bedste harmonikaspiller ind og spille på Cheap Trick Kinda’ Girl. Intet mindre kunne gøre det. Manden hedder Lelo Nika, bor i Sverige og kommer til Danmark hele tiden for at spille, så det lyder måske af mere, end det egentlig var.

Jeg så (og ikke mindst hørte) ham engang spille i Aalborg og har aldrig glemt det. Derfor var det oplagt, at vi skulle have fingre i netop ham.

Heldigvis havde han både tid og lyst, og så var han til at betale.
Da vi nu alligevel havde ham i studiet, så bad vi ham også improvisere lidt. Bare sådan for at vi kunne høre, hvad der kunne komme ud af det.

Det, der kom ud af det, var den sag, der på albummet hedder ”Cheap Trick – the silent movie (intro)”. Og det gør den fordi, vi syntes der var sådan lidt stumfilm over det.

Da vi så samtidig adderede lidt latter og lidt andre detaljer, så blev vi enige om, at det var som om, man ser Infernal tosse rundt på scenen uden lyd, imens man kun hører denne harmonikating og publikum, der griner…

Måske er vi de eneste, der helt forstår det. Måske giver det også mening for andre…
Det må tiden vise. I hvert fald spiller Lelo så guddommeligt, at det SKULLE med.

Problemet med dét var bare, at så ville vi nå op på 13 numre på albummet. Det kan godt være, vi ikke er vildt overtroiske, men bare for en ordens skyld, så valgte vi også at lave en intro til selve albummet.

Den tog udgangspunkt i et remix, vi engang lavede af ”Banjo Thing”, hvor vi klippede Sørens vokal op og byttede rundt på det, så han kom til at sige ”big ride fuckers, fuck motherfuckers, fuck big mothers” osv..
Det syntes vi egentlig var enormt skægt, men det var ligesom gjort og brugt, så vi lod os drive videre. Vi blev enige om at beholde titlen, for det var jo ligesom det, nummeret hed inde i vores hoveder, og så tænkte vi, at det kunne give fint mening, hvis vi adderede noget racerbil-lyd. Det gjorde vi så, der blev fiflet lidt med et par detaljer, og således sluttede vi på sin vis med begyndelsen.

Albummets første nummer blev lavet som det sidste, og omvendt, så er pladens sidste nummer det, vi lavede allerførst.
På ingen måde planlagt, men meget skægt at tænke over…
Og sådan gik det til. Nu ved du dét.

Denne sekvens er skrevet om første udgave af albummet "From Paris to Berlin", der udkom i slutningen af 2004. Siden er albummet blevet revideret to gange, og tredje udgave blev udgivet i bl.a. Storbrittanien i 2007. Desuden har talrige lande lavet deres ”egen” udgave af pladen – altså selv valgt numre fra de tre udgaver, der er blevet udgivet i Danmark.  

Problemet var, at det album, der skulle følge efter, var spækket med langt større musikalske ambitioner og væsentlig mere subtilt og pop-snedkeri.
Det store gennembrud!

Også 3. album kom rigtig skidt fra start. Banjo Thing! blev sendt til både DJs og radiostationer i hele landet i efteråret 2003 og fik en ganske pæn modtagelse på dansegulvene imens nummeret blev totalt ignoreret af radiostationerne. Omtalen af singleudgivelsen var yderst begrænset og kun de hardcore fans købte et eksemplar.

Alligevel lykkedes det at sælge nok til at komme top fem på salgscharten og endnu engang røg Infernal på landevejen og spillede hver eneste weekend fra 1. oktober 2003 til godt ind i januar 2004.

Både vi og pladeselskabet var godt klar over, at udgivelsen af Banjo Thing! i nogen grad bombede os tilbage til begyndelsen rent stilmæssigt. På alle måder var lyd og idé på nummeret som at genoplive Infernal, som vi lød på ”Sørens plade” i sen-90’erne. Masser af fart på, højt humør og smil på læben. Intet musikalsk snobberi.

Problemet var, at det album, der skulle følge efter, var spækket med langt større musikalske ambitioner og væsentlig mere subtilt og pop-snedkeri.

For at bygge bro fra den ene stilart til den anden, valgte vi i samråd EMI og Infernal imellem at udgive et nummer, der mentes af have lidt af begge dele. Valget faldt på den energiske ”Cheap Trick Kinda’ Girl”. Dels havde nummeret en dance’et, pumpet produktion og et catchy harmonika-riff, dels bød nummeret på heftig men iørefaldende vokal. Den dag i dag har jeg det lidt stramt med det der meget ”i dit fjæs-agtige” skrige-vokal, men omvendt har mine vokal-heltinder altid været de der one-line-singers på sen-80’er og start-90’er techno og danceudgivelser. Derfor var og er det en stor personlig sejr at kunne levere den slags vokal.

Nå, tilbage til historien: Tanken var, at man bibeholdt energi og humør og samtidig introducerede den poppede sang, så chokket ikke ville blive for stort, når man slap de popsingler, som alle faktisk troede mest på. Der var på det tidspunkt tale om to forskellige numre: Careful With the Boys og I Took a Ride/Fairytale.

Ingen af disse numre endte nu med at komme ud som singler, for det næste der skete var, at EMI Danmark blev bedt om at fyre omkring 10 medarbejdere. Det betød farvel til alle de folk, der havde med os at gøre og tilbage var nogle folk der vidste noget om rock og nogle der vidste noget om hiphop. Ikke så fedt for os, som har rødder i dance og i dag laver pop.

Heldigvis var EMI godt klar over, at det ikke var den fede konstellation og de valgte ganske enkelt at ”slippe os fri”. En lille stemme inde i vore små selvkritiske hoveder pippede forsigtigt, at nu var vi blevet fyret fordi vi var uduelige, men sandheden var og har i dén grad vist sig at være en anden.

Ca. samtidig blev vi kørt ud på et sidespor hos vores daværende management. Vi kunne mere eller mindre tydeligt mærke, at de ikke længere interesserede sig for os, og egentlig var det forståeligt nok. De kom på banen efter succesen med første plade, oplevede ikke andet end bøvl, lort, forsinkelser og nedture på hele anden plade og det meste af tiden udtrykte vi tvivl og mismod. Alligevel mente vi dog, at vi passede vores live-butik ganske pænt og at vi derfor fortjente en arbejdsindsats fra dem på denne front.

De havde mistet modet og videre måtte vi. Vi skiltes i fred og fordragelighed også med dem, og så stod vi dér. Tilbage ved udgangspunktet. Vi kunne meget vel have taget det som et tegn på, at vi burde lukke og slukke og finde et ”ordentligt job”.
Men vi blev stædige. Om end vi ikke er specielt religiøse, så kaldte vi det ret hurtigt ”Guds los i røven” for det var som om vi for første gang nogen sinde for alvor indså, at vi SELV havde ansvaret for vores karriere. Vores succes var ikke op til et pladeselskab eller et management eller nogen som helst andre. Vores succes var op til os selv.
 

Han har i høj grad været årsag til bl.a. Safri Duos store succes og han har spillet en større eller mindre rolle for projekter som Aqua, Hampenberg, DJ Encore, Lazyboy og mange andre.

Ganske kort tid efter blev vi kontaktet af Michael Guldhammer. Jeg kender Michael igennem mange, mange år. I sin helt spæde start, var han tourmanager for sangerinden Mirah, som jeg dansede og sang kor for, og efter et job engang i 1995 kørte vi endda galt sammen. Det giver sådan en slags gensidig forståelse og tillid på en eller anden måde at få sådan en nærdødsoplevelse sammen… Desuden – og vigtigst af alt – har der også altid været gensidig respekt os og Guldhammer imellem.

Han har i høj grad været årsag til bl.a. Safri Duos store succes og han har spillet en større eller mindre rolle for projekter som Aqua, Hampenberg, DJ Encore, Lazyboy og mange andre.

Vi forstod ikke helt hvad hans intentioner var med at kontakte os, men vi tænkte at det da ville være hyggeligt nok, at han kiggede forbi vores lille studie på Gl. Kongevej i København.

En eftermiddag i det tidlige forår 2004 fandt Guld altså vej ind i den bagerste baggård og op til os på førstesalen i det lille fritstående hus midt i gården. Det klare mælkehvide lys skinnede igennem de små ovenlysvinduer og der var en behagelig og fortrøstningsfuld – nærmest forventningsfuld – stemning. Før vi overhovedet blev fritstillet fra EMI, var næsten alle numre til den kommende plade færdige, og vi havde derfor masser af demoer, vi kunne spille for Michael den eftermiddag.

Jeg vil tro vi spillede fire numre for ham – deriblandt Careful With the Boys, I Took a Ride/Fairytale og From Paris to Berlin. På det tidspunkt var der ikke for alvor nogen, der havde spottet at From Paris to Berlin skilte sig markant ud fra de andre numre i hitpotentiale, men det skal jeg love for at Michael Guldhammer bemærkede. Han var begejstret for alt hvad han hørte, men det var utvivlsomt dét nummer, der fik ham til at insistere på et samarbejde.

For os var det en utrolig positiv oplevelse, at der endelig var et menneske, der nærmest febrilsk kæmpede for at ”få” os. Det havde vi sgu aldrig oplevet før. Vi har altid haft en oplevelse af, at vi nærmest trængte os på og ulejligede folk og at kun få gad forbarme sig over os og arbejde med os. Det er selvfølgelig på ingen måde sandheden, men ikke desto mindre er det hurtigt sådan vi anskuer verden – selv den dag i dag.

Nå, tilbage til historien. Michael var ikke interesseret i at blande sig i vores livevirksomhed og han anbefalede os at vi lod hans ven og makker igennem mange år, Alex Futtrup, tage sig af den side af sagen, så han kunne koncentrere sig om udgivelserne.
Ligesom Michael, har Alex også været på landevejen back in the day med Mirah og dermed også med mig. Også han virkede som om samarbejdet med os var noget han havde håbet på at få mulighed for at engagere sig i.

Og således blev vi et firkløver, der har været uadskillelige siden.
Ærlig talt kan jeg ikke helt holde styr på rækkefølgen på de mange overvældende begivenheder, der fandt sted i 2004-2007, men jeg vil forsøge at fremhæve de mest skelsættende oplevelser. 

21 timer efter vi var mødt ind, fik holdet, danserne og statisterne sig en fyraftensbajer og fejrede en lang, hektisk dags fuldendte optagelser og animationsarbejdet kunne begynde.

I samråd med Michael og Alex blev vi enige om, at der skulle laves video til From Paris to Berlin. Vi fik et par rimelige bud ind fra nogle producenter – alle nogle der lå i den budgetliga, som danske videoer plejer at befinde sig i. Dem var vi ikke rigtig lune på.

Vi sad og læste oplæggene igennem inde i vores lille bitte sangboks i vores studie på Gl. Kongevej. Det var der vi havde den computer, vi kunne gå på nettet med og den kunne lige nøjagtig stå op ad gitteret foran det lille vindue, der pegede ud mod baggården (og i øvrigt gav fin, fin udsigt til køkken OG bad i bebyggelsen overfor).

Paw og jeg begyndte at braine på, hvordan man kunne optimere et af oplæggene, så det måske alligevel var anvendeligt og skriveglad, som jeg er (det har du sikkert luret), så griflede jeg vores tanker ned. Pludselig begyndte Paw at gå rundt om sig selv, mumlende, det ene øjeblik helt oppe i det røde felt af entusiasme, det næste med dybe rynker i panden. Han var tydeligvis i vildrede. Så stoppede han op og kiggede på mig og sagde med et skævt smil: ”jeg ved sgu ikke om man kan, men det kunne være for vildt at lave det som om vi kører rundt som i Tron!”. Han kunne lige så godt have talt russisk – ”hvad fanden er Tron?” var mit umiddelbare svar, hvortil han indigneret og forbavset næsten råbte ”har du ikke set Tron??”. Det havde jeg ikke.

Men det lød sgu spændende, da han fortalte om, at det ville være noget med, at vi skulle køre rundt på animerede motorcykler i et animeret univers, der ville være lidt som et forældet 80’er-computerspilslook.

Samme dag gik jeg ind og købte filmen Tron og drønede hjem og så den og SÅ var jeg solgt. Looket var enkelt og visuelt stærkt – selv om det egentlig er en ret melankolsk og trøstesløs film i stemning, var jeg helt klar på, at hvis vi brugte det univers i vores musikvideo til et glad nummer, ville det få et finurligt, humoristisk retro-udtryk, som ville være helt sit eget.

For både Paw og mig var der ingen vej tilbage. Det var DET vi skulle. Nu manglede vi bare at finde ham/hende/dem, der var kompetente til at lave det.
De første, vi hørte fra, mente at det ville koste to-tre millioner at lave. Pis.

Til sidst fik Jesper Green fat i en gammel kammesjuk fra sin tid i Århus, Ronnie Fridtjof. Han havde specialiseret sig i at lave animation til spillefilm og reklamefilm, og han var afsindig tændt på idéen. Han kunne gøre det for en halv million. Egentlig var det stadig sygt mange penge – og flere end vi havde – men vi var solgt. Og det var der andre, der også var. Det viste sig, at folk (animationsnørder) fra hele verden ville give deres højre arm for at være med på at genskabe universet fra Tron. Åbenbart var det den første film med 100% animerede scener i. Og dermed var den gået hen og blevet noget af en kultklassiker.

Videoen endte med at blive flere uger forsinket, programmører, animationsfolk og kompositor-folk levede dag og nat i fem uger for at få videoen klar – så vidt jeg ved var der flere der sagde op bagefter. En, der er værd at fremhæve, som arbejdede på videoen, er en tysker, der tidligere har arbejdet på scener til Predator, Harry Potter og en række andre storfilm.

Han lagde flot ud med følgende gestus, da vi mødte ham på settet: Jeg var mødt ind klokken lidt i fem om morgenen og havde fået lagt make-up og sat hår i to en halv time. Alt var perfekt. Tøjet sad og jeg var KLAR! Da jeg træder ind i green screen studiet kommer den store tysker trampende olmt hen imod mig, imens han råber ”oh no! thze hair!”, hvorefter han strækker sine store labber op over mit hoved, tværer dem tungt ned over det nysatte hår og maser det HELT fladt. ”Yes”, siger han ”much better!” Inden jeg nåede helt op i det røde felt, kom Ronnie spænende og forklarede nervøst, at tyskerens arbejde består i at få de virkelige ting og personer til at smelte sammen med den animerede baggrund, og hvis mit hvide hår ikke ligger helt fladt, vil den grønne baggrund skinne igennem i det og så vil jeg rende rundt med en grønlig glorie i hele videoen. Det kunne den stolte tysker ikke have siddende på samvittigheden, så han hjalp mig af med den grønne glorie ved at sikre sig at håret var fladt som på en legofigur... Men han havde jo ret og jeg forstod det godt og alt det der...

21 timer efter jeg var mødt ind, fik holdet, danserne og statisterne sig en fyraftensbajer og fejrede en lang, hektisk dags fuldendte optagelser og animationsarbejdet kunne begynde.

Mange har spurgt til et par detaljer i From Paris to Berlin videoen, og for de uindviede, kan jeg godt forstå det ikke giver mening. Derfor forklarer jeg lige: Den første natklub, vi går ind på i videoen, hedder Sorti de l’Enfer – som en reference til vores første singleudgivelse. På et tidspunkt kører vi forbi en kæmpe figur af mig i et latexkorset. Der står Bordeaux hen over med rød skrift. Det er en reference til vores tidligere projekt, som hed Bordeaux og korsettet er rent faktisk en del af det oprindelige kostume, jeg havde på, når vi spillede med Bordeaux. Desuden holder jeg en rød støvkost – den fik jeg til en julefrokost på Flex som ”årets kost”, fordi jeg havde lavet lidt rav i den til julefrokosten året før. Sidst men ikke mindst, kører vi forbi et billboard hvor Paw er på forsiden af ”Europeman”.
Paw har altid gerne ville på forsiden af Euroman og vi tænkte at det da ville være en fin lille gestus og for ikke at få noget rettighedsfnidder, opfandt vi vores eget magasin; Europeman. I øvrigt havde vi megen morskab ud af at lave de to billeder – dels det af mig i korsettet, og især det af Paw. Han har den fineste Daells Varehus-panderynke kørende – det er det eneste mandlige modeller SKAL kunne: panderynken! Og Paw mestrer det til perfektion.

Fortsættes snarest....